Etablering af hegn, hæk og espalier

Med etablering af hegn, hæk eller espalier kan du forvandle en plæne til afgrænsede grønne rum og dragende åndehuller. Især hegn af levende planter eller nedbrydelige materialer indgyder ro og skaber forbindelse til naturen.

Opsætning af hegn på Fyn

 Hvis du har brug for afskærmning kan vi hjælpe dig med opsætning af hegn på hele Fyn. Ofte opsættes hegn i skel mod vej eller naboer som alternativ til hæk. Hegn bruges også som afskærmning eller “rumdeler” ved siddepladser i haven eller ved fællesarealer i virksomheder og boligforeninger. Udover at give læ for vinden og skærme for indkig kan et velintegreret hegn også skabe en varm og beroligende hulefornemmelse.

Hegn findes i mange udgaver – nogle er præfabrikerede, mens andre fremstilles på stedet. Kombinationen af træstolper og jernsektioner i rionet er én blandt mange populære hegnstyper. Her kan hegnet tilplantes med fx vedbend (efeu), og der vil komme et “grønt” hegn, når vedbend er groet til. Et hegn som dette er så godt som vedligeholdelsesfrit. Uanset typen, er det vigtigt for hegnets holdbarhed, at stolperne graves tilstrækkeligt langt ned i jorden og faststøbes. Det giver stabilitet i mange år frem og sikrer bl.a., at hegnet ikke vælter i stormvejr.

Espalier og pergola som afskærmning

 Espalier fungerer som understøttende struktur til fx klatreplanter og formklippede frugttræer, og giver dig mulighed for at skabe en frodig og grøn atmosfære selv i begrænsede områder som små gårdhaver eller altaner. Især frugttræer som æble- og pæretræer ses formklippet til espalier. Det giver enhver solvendt mur mulighed for at være vært for æbler og pærer, selvom pladsen er sparsom og ikke tillader et almindeligt frugttræ.

Frugttræernes tidlige blomstring skaber næringskilde for bier og andre insekter og øger dermed biodiversiteten. Bierne bestøver desuden frugttræernes blomster, så de kan forvandles til frugter. Det er vigtigt at være opmærksom på, at nogle frugttræer behøver pollen fra en anden sort for at sætte frugt. Her kan Skov Larsen Anlægsgartner hjælpe med rådgivning eller plantning af æble- eller pæretræer i det rette match. Duften og smagen af friskplukket frugt er den rene nydelse og kan bringe meget glæde i haven eller på virksomhedens personale-terrasse.

Espalier og pergola er både anvendelige i forbindelse med ældre, klassiske bygninger og ved moderne og minimalistisk byggeri. Klatreplanter som roser, kaprifolie eller blåregn tilfører en eksklusiv og romantisk atmosfære til ethvert uderum, når de snor sig op omkring pergolaens stolper og overliggere. Her skaber de skyggefulde områder, som gør det mere behageligt at opholde sig ude i de varme måneder. Ligesom med hegn, er det vigtigt at sikre korrekt befæstelse eller fundering af espalier og pergola. Hos Skov Larsen Anlægsgartner har vi rig erfaring med netop dette.

Etablering af hæk 

En sund og kraftig hæk skaber en tryg og omsluttende følelse i uderummet. Vores gartnere er eksperter i etablering af hække, som udover afskærmning også tilføjer dybde og æstetik til dit uderum. Hække er ideelle til at lege med forskellige udtryk og former. Med strategisk placerede, høje hække kan du opnå et næsten parklignende udtryk med gode levesteder for fugle, pindsvin og insekter. En lav, tæt hæk indbyder derimod til mere samvær og opdeler uderummet i beskyttede afsnit, så der er plads til fx køkkenhave, en fredelig spiseplads eller legeområde.

Vi opfordrer altid til at begrænse hækklipning, da fritvoksende hække giver levesteder og beskyttelse til mange nyttige dyr og insekter. En uberørt hæk med naturlige og bløde konturer giver et organisk og fredfyldt udtryk, der smelter sammen med omgivelserne. Ved at begrænse klipningen lader du samtidig hækken udvikle sig naturligt og sundt. Det resulterer i en stærkere og mere robust hæk, der bedre kan modstå sygdomme og skadedyr. Derudover reduceres det arbejde, der kræves for at holde hækken trimmet og i form.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at en uklippet hæk er mere pladskrævende end en klippet hæk. Mange former for buske er egnet til at være uklippet hæk, som fx kun skal klippes tilbage hvert femte år. Hos Skov Larsen Anlægsgartner kender vi de forskellige typer af buske og kan tages med på råd, så der plantes en sort, der passer til pladsforholdene både i højden og i bredden.

Plante- og materialevalg til afskærmning

Valg af planter og materialer til din afskærmning spiller en afgørende rolle for det færdige udtryk, men også for funktionalitet og vedligeholdelse. Bøgehæk er en populær og smuk dansk klassiker, som fuglene kan bygge rede i, og hvis blade bidrager til næringsrig jord ved løvfald. Hvis du ønsker at fremme biodiversiteten yderligere, anbefaler vi også hækplanter som fx liguster, kirsebærlaurbær eller spirea, som alle sætter smukke blomster, der giver næring til insekter som bier og sommerfugle. Der sker dog kun, hvis de står som uklippede hække. Overvej samtidig, om du ønsker løvfældende hæk eller stedsegrøn beplantning, der begrænser indkig året rundt.

Når du vælger planter eller materialer til din afskærmning, er det generelt et godt udgangspunkt at tænke over den ønskede højde og tæthed. Her kan Skov Larsen Anlægsgartner hjælpe dig ved at stille de spørgsmål, som du måske ikke har tænkt over. På den måde får du plantet de rigtige planter første gang, og du undgår unødig ventetid på, at nye planter skal gro op.

Hvis du foretrækker hegn, er træhegn eller kvashegn også gode muligheder, da begge tilføjer varme og charme til uderummet. Et hegn i træ giver øjeblikkelig afskærmning, mens det kan tage lidt længere tid for hækplanter at vokse til. Hos Skov Larsen Anlægsgartner hjælper vi dig med at vælge den afskærmningstype, der passer til lige præcis dit udeareal.

Lad os tage en uforpligtende snak, og lad os hjælpe med at få dine ideer til virkelighed.