Belægningssten og fliser

Cement- og betonfliser. Dette er de mest almindelige og mest kendte fliser. Der ligger cement- og betonfliser rigtig mange steder. Der kan vælges mellem mange forskellige dimensioner, farver og strukturer.


 

Hårdtbrændte klinker. Disse laves af forskellige lerarter, som blandes afhængig af hvilken farve og struktur som ønskes. Der findes mange forskellige former for brænding. Selve brændingen er med til at give klinken sit endelige udseende. Klinker er et naturprodukt, som "lever og ånder" med naturen. Klinkebelægninger er smukke og tidsvarende, idet klinker bliver smukkere med årene, efterhånden som de får patina. Klinkebelægninger er stærke og holdbare belægninger. Pga den hårde overflade fra brændingen kan mos og alger som har fæstnet sig på de klinkerne fjernes med fx højtryksrenser uden at klinkerne tager skade. Husk dog at efterfylde fugerne efter spuling.


 

Granit. De mest kendte granitprodukter er chaussésten og brosten, men også brudfliser ses nu og da. Granit forarbejdes til mange andre produkter, som fx fliser, kantsten, trappetrin og pullerter. Granit er et naturprodukt, som findes i mange forskellige farver og strukturer. Der findes adskillige granitproducerende lande. Vi bruger oftest granit fra Portugal, Kina, Sverige eller Danmark (Bornholm). Ikke to granitbrud har samme slags granit. De har hver især deres kendetegn, og erfarne fagfolk vil ofte kunne stedfæste de forskellige granittyper. Granit forgår aldrig, og kan derfor genbruges. De fineste og dyreste brosten som kan fås er "slidte brosten". Dvs brosten som har ligget på gamle veje rundt om i verden i mange mange år. Slidtage har givet dem en flot glat overflade., som giver en unik belægning med et strejf af tryghed og harmoni fra fordums tid.

 

Marksten. Pigstensbelægninger som man kender bl.a. fra gamle gårdspladser på gårde og herregårde er lavet af marksten - eller toppede brosten, som de tidligere også blev kaldt. Denne belægningstype er velegnet til mindre alternative siddepladser i haverummet, som bundbelægning ved bålstedet eller som belægningskant rundt om huset.


 

Naturstensfliser. Der findes mange andre belægningssten og -fliser. Sandsten, skifer og udendørs travertin er alle naturstensfliser. Disse fliser høre traditionelt til under varmere himmelstrøg mod syd, men der findes produkter som er testet og fundet frostsikre til dansk klima. Disse belægningstyper kan være med til at give uderummet et sydlandsk præg.